For børn

Hvis din mor eller far er i fængsel, har du sikkert en masse spørgsmål, som du gerne vil have svar på. 

Kig på Kriminalforsorgens hjemmeside og klik på "FOR BØRN" i venstre side, så kan du måske finde svar på dine spørgsmål. 

Du kan også kigge i en af folderne "Besøg far eller mor". Der er en for mindre børn og en for større børn.

Hvis du skal besøge din mor eller far i Møgelkær, vil du sikkert støde på vores maskot "Ludvig".  Han har sin faste plads i vores Centralvagt - der hvor du starter, når du skal på besøg her.

Ludvig er altid med, når der holdes forskellige familiearrangementer, men han kan også finde på at forlade sin plads og gemme sig. - Så må vi alle sammen ud og lede efter ham.

På alle afdelinger hænger der opslag om de løbende arrangementer. Få mor eller far til at følge med i, hvornår der sker noget næste gang.

Møgelkær har et dejligt udendørsområde med en stor legeplads og steder, hvor familien kan grille og hygge sig sammen, hvis vejret er godt.

Hvis I ikke kan være udenfor, er der en "børne-kasse" på afdelingen med legetøj, billeder af forskellige steder i fængslet og forslag til aktiviteter, som I kan lave sammen.